Allerede i det 16. og 17. århundrede blev der foretaget mange forbedringer af floderne, herunder konstruktion af sluser, som gjorde dem sejlbare i langt større udstrækning end tidligere. De såkaldte "navigations".

De britiske øers smalle kanaler er hovedsageligt konstrueret fra midten af det 18. århundrede til starten af det 19. århundrede. De blev drevet frem af den industrielle revolutions behov for billig og pålidelig transport af råvarer, færdigvarer og brændsel.

De kom hurtigt til at dække Midt- og Sydengland, dele af det nordlige England og Wales. Der var kanaler også i Skotland, men de var ikke forbundet med kanalerne sydpå.

Sluserne og de smalle både

Af økonomiske årsager og nok også på grund af det 18. århundredes teknologiske begrænsninger blev de tidlige kanaler bygget til smalle fartøjer. Standarden blev sat af de smalle sluser. De første kanalsluser blev placeret i Trent & Mersey kanalen i 1776. Disse sluser var 72 fod og 7 tommer (engelske mål) lange (22,1 meter) og 7 fod og 6 tommer brede (2,3 meter). Disse første sluser kom i praksis til at definere den maksimale bådstørrelse i de næste århundreder og kom derved også til at give navn til fartøjerne: Smalle både d.v.s. narrowboats.

En båd i størrelsen 7 x 70 fod kan maksimalt medbringe omkring 30 tons last. Hvad der i slutningen af det 18. århundrede var et tigerspring fremad i den indenlandske transport, gav i det 20. århundrede dødsstødet til denne transport. En maksimal last på 30 tons kunne ikke længere hænge sammen økonomisk.

Trækkraft

De første både var hestetrukne. Der er derfor altid en træksti langs med kanalen oprindelig beregnet til heste. En hest kan sagtens trække en båd gennem vandet med 30 tons last. Helt frem til 1950'erne kunne man møde hestetrukne lastbåde, men på dette tidspunkt havde dieselmotorer for længst fortrængt hestene som fortrukket trækkraft.

Konkurrence

Fra 1840'erne og frem blev jernbanen en væsentlig konkurrent til kanalerne. I 1850'erne havde jernbanerne overtaget omkring 2 tredjedele af kanalernes traffik. Frem til midten af det 20. århundrede blev kanaltrafikken marginalseret. Selskaberne overlevede på nicheforretninger og på at sætte priserne drastisk ned.

De sejlende familier

I denne periode med små fragtrater og øget konkurrence faldt bådfolkets indtjening dramatisk. Fra midten af det nittende århundrede er man nødt til at have hele familien med i båden, idet der ikke længere er råd til en bolig på land. Bådfolkene bliver et "sejlende proletariat" og bliver marginaliseret fra samfundet på land. Til gengæld opstår en selvstændig folkelig kultur omkring kanalbådene. En kultur som bl.a. kommer til udtryk i de klasiske blomstermalede effekter om bord.

Begrænset modernisering

I 1930'erne forsøgte man efter kontinentalt forbillede (Frankrig, Tyskland, Holland m.fl.) at modernisere kanalerne ved at gøre sluser og broer bredere, så de kunne tage både dobbelt så brede som de traditionelle narrowboats. Grand Union Canal fra 1930'erne er et eksempel på denne proces. Men der blev aldrig moderniseret i stor stil. Jernbaneselskaberne, som ofte også ejede kanalselskaberne, så ikke nogen ide i at bidrage til øget komkurrence.

Forfald og nationalisering

Selvom kanalerne oplevede en vis opblomstring som transportvej under 2. verdenskrig, var helhedsindtrykket fra 1930'erne og frem at kanalerne forfaldt og visse steder ligefrem blev fyldt op, fordi de stort set ikke var i brug.

I 1963 blev alle kanaler nationaliseret og overdraget til British Waterways Board (I dag Canals & Rivers Trust) 

Restaurering og fritidssejlads

Siden 2. verdenskrig er brugen af kanalerne til fritidssejlads vokset betragteligt. Stadig flere af de gamle og nedlagte kanalstrækninger genåbnes og kanelerne vedligeholdes. Dels af frivillige dels af myndighederne i tæt samarbejde.

Der skønnes i dag at være mere end 30.000 sejlende narrowboats i de engelske kanaler. De benyttes stort set allesammen til fritidssejlads.